Efterårets udgivelser fra Forlaget Fahrenheit
SEPTEMBER
Oscar K. og Teddy H. Kristiansen:
"Af Ólafur Kjartansons optegnelser om den skjulte skrift”
”Af Ólafur Kjartanssons optegnelser om den skjulte skrift” er en skæmteroman om hemmeligheder, forbud og rejser på må og få i en for længst kortlagt verden. Den handler om tegn og skrift, som gemmer på gådefulde budskaber, om kiler, hieroglyffer, dechifrering af uddøde sprog og oldtidsskrift, steganografi og kvantekryptering i et alkymistisk forsøg på at nærme sig en forståelse af menneskene, som har så mange sære ting for, og af stilheden bag det hele.
Alan Moore og Kevin O’Neill:
Det Hemmelighedsfulde Selskab: ”1969”
Alan Moore og Kevind O'Neills Det Hemmelighedsfulde Selskab er en hæsblæsende actionfortælling og moderne genopdagelse af en række figurer fra de klassiske romaner.
Selskabet befinder sig nu i swinging London i sommeren 1969 fyldt med flower power, sex, tjald og rock’n’roll. Men under de psykedeliske farver og budskabet om kærlighed lurer dødsensfarlige strømninger. Mina Murrays hemmelighedsfulde selskab er svundet ind til tre personer, og kampen mod en satanistisk sammensværgelse virker håbløs. Plaget af tvivl og minder om fortidens tragedier er gruppen svækket, før alles veje krydses til århundredets rockkoncert i Hyde Park.
Søren Winther Nørbæk: ”Stella”
Planeter, asteroider, hvide dværge, sorte huller er blot nogle af de mange farer, der lurer i rummet.
Men det er intet i forhold til Stella, et levende stjernedyr, som opsluger og udnytter alt på sin vej gennem galaksen.
Også en elitesoldat fra jorden …
”Stella” er skabt af den 44-årige Søren Winther Nørbæk, der i 25 år har arbejdet med reklame, repro, tryk og grafisk arbejde. Siden 1992 har han været ansat som nyhedsgrafiker på Danmarks Radio. ”Stella” er Nørbæks debut som serieskaber.
Robert Kirkman og Tony Moore:
Walking Dead 1: “Til døden os skiller”
The Walking Dead er en af de seneste års mest omtalte amerikanske tegneserier. På overfladen er det en blodig zombie-tegneserie, men bag den dramatiske handling undersøger forfatteren, hvordan mennesker reagerer, når samfundet går i opløsning og frelsen ikke umiddelbart er til at få øje på.
I efteråret 2010 startede tv-serien af samme navn i USA, og den viser DR2 herhjemme fra oktober.
OKTOBER
Paolo Parisi: ”Coltrane”
”Coltrane” fortæller om en af jazzens store legender, tenor- og sopransaxofonisten John Coltrane (1926-1967), der i sit korte liv satte sit musikalske aftryk på genren, men samtidig kæmpede for de sortes rettigheder, jazzens anseelse og mod et årelangt misbrug af alkohol og stoffer, der i sidste ende tog livet af ham.
I en prunkløs, atmosfærefyldt streg fortæller italieneren Paolo Parisi – der selv er jazzmusiker - om de sidste år i Coltranes liv, hvor hans anseelse og kunstneriske virke toppede, men hvor alt også lakkede mod enden.
Vittorio Giardino: ”No pasarán”
”No pasarán” er skabt af italieneren Vittorio Giardino, hvis figur Max Fridmans dramatiske oplevelser i mellemkrigstidens Europa tidligere har kunnet følges i ”Ungarsk rapsodi” og ”Menneskejagt i Istanbul”. Albummet udsendes i forbindelse med 75 året for den spanske borgerkrigs udbrud.
Efteråret 1938. Spanien er i borgerkrig, da Max Fridman, tidligere kombattant i De Internationale Brigader, opsøges i sit hjem af sin gamle ven Guido Treves’ hustru. Hun fortæller, at Treves ikke har ladet høre fra sig i lang tid, og derfor beder hun om Fridmans hjælp. Mod sin vilje drager han til Barcelona for at finde sin forsvundne kammerat. En rejse, hvor han må risikere sit liv for at lære sandheden om sin vens skæbne.
Jiro Taniguchi: ”Manden der går tur”
Jiro Taniguchi er tilbage med den stille, næsten zenagtige fortælling ”Manden der går tur”, om en ganske almindelig japansk mand på hans gåture. En stille fortælling om at give sig tid til at observere livet, der passerer forbi, mens man aldres.
”Manden, der går tur” er oversat af Mette Holm, der først og fremmest er kendt som oversætter af forfatteren Haruki Murakamis bøger, og som også stod bag den danske tekst til Taniguchis første værk på dansk, ”Min fjerne barndomsby”, der under stor opmærksomhed i begyndelsen af 2010 introducerede voksenmangaen på dansk.
Ray Bradbury og Tim Hamilton: ”Fahrenheit 451”
”Fahrenheit 451” er måske det 20. århundredes mest kendte science fiction-roman. Ray Bradburys fortælling, oprindeligt udsendt i 1953, er en dystopi om en gennemkontrolleret fornynderstat, hvor romankunsten repræsenterer den største trussel.
For første gang er bogen blevet omskabt til seriemediet af amerikaneren Tim Hamilton.
Udsendes i anledning af Forlaget Fahrenheits 20 års fødselsdag! |







 |