Det britiske fænomen Alan Moore har i Det hemmelighedsfulde selskab sat en håndfuld af 1800-tallets store litterære helteskikkelser stævne. STRIP! er dykket ned i populærfiktionens urhav og er kommet op med en favnfuld pejlemærker, der kan hjælpe sagesløse læsere igennem en tegneserie, der på én gang er uhyre kompleks og i den grad medrivende.

Den lange rejse til månen er tilbagelagt og man er trængt ind til selve jordens kerne. En maskine har gjort det muligt at rejse både frem og tilbage i tiden. Mennesker kan forvandle sig til rasende dyr eller slet og ret forsvinde i den blå luft. Sære væsener fra det ydre rum har spredt død og ødelæggelse på jorden - sejlivede som rødt ukrudt har de dog måttet bukke under for en simpel forkølelse.
De naturvidenskabelige og teknologiske landvindinger i anden halvdel af 1800-tallet satte i sandhed gang i fantasien hos tidens forfattere. Jules Verne og H. G. Wells kom til at stå fadere til science fiction-genren, mens folk som H. Rider Haggard og Edgar Rice Burroughs loddede dybderne på det afrikanske kontinent, der dengang henlå i noget nær samme mørke, som det ydre rum.
Figurer fra det 19. århundredes fantastiske litteratur som Tarzan og John Carter, Allan Quatermain og Den usynlige mand har alle været forløbere for de helte og skurke, man finder i vore dages superheltetegneserier. Grundidéen i The League of Extraordinary Gentlemen, der netop er udkommet på dansk under titlen Det hemmelighedsfulde selskab, er derfor på en gang såre oplagt og dybt original. Ved at forene en håndfuld af Viktoria-tidens bedst kendte litterære skikkelser, har forfatteren Alan Moore og tegneren Kevin O'Neill kreeret alle superheltegruppers moder og dermed skabt grundlag for helt nye eventyr.
Det er alle raske drenges og bebrillede nørders drøm, der er blevet til virkelighed: det er gud og hver mand fra barneværelsets boghylder, der mødes i en og samme fortælling. Kvintetten der udgør Det hemmelighedsfulde selskab består således af Bram Stokers Mina Murray, H. Rider Haggards Allan Quatermain, R. L. Stevensons Dr. Jekyll og Mr. Hyde, H. G. Wells' Den usynlige mand og Jules Vernes Kaptajn Nemo. Føj hertil et galleri af medhjælpere og modstandere der kan matche, og man har den ultimative postmoderne fiktionsverden, hvor så godt som hver en replik og hver en streg refererer tilbage til den fantastiske litteraturs århundredegamle skatkammer.

Steam punk
Det hemmelighedsfulde selskab begynder så ærkebritisk, som det næsten kan lade sig gøre: vi er på the white cliffs of Dover og tiden er 1898. Riget er truet, og den britiske efterretningstjeneste har besluttet at samle en gruppe af ekstraordinært begavede individer for at afværge faren. En fedladen herre ved navn Campion Bond sætter frøken Mina ind i sagens akter; det falder i hendes lod, at opsøge og hverve gruppens resterende medlemmer.
Allerede på fortællingens side to mere end aner man dog, at der er tale om et alternativt England: et enormt projekt, der skal gøre nationen landfast med Frankrig, er sat i værk. Fortællingen skriver sig således ind i den populære steam punk-tradition; en subgenre inden for science fiction, der tager udgangspunkt i et teknologisk højt udviklet 19. århundrede.
Genren skylder især Jules Verne en hel del, og da turen senere går over kanalen til kontinentet, er det da også dennes Paris i det 20. Århundrede (1863), med sin tætte bebyggelse og utallige luftskibe, der trækkes på. Her knyttes adskillige litterære løbebaner sammen på eleganteste vis: Mina Murray og Alan Quatermain støder således til en fransk detektiv, Edgar Allan Poes Auguste Dupin, der er ifærd med at opklare en række mord på prostituerede i Rue Morgue. Et af ofrene er Nana fra Emile Zolas roman af samme navn, og morderen, viser det sig, er ingen ringere end Mr. Hyde, der til lejligheden har forvildet sig over på kontinentet.
På bare tyve sider får Moore altså på overlegent troværdig vis sammenflettet adskillige litterære skæbner. I alle tilfælde har han dissekeret figurerne og fundet ind til essensen af deres karakterer. Dermed være ikke sagt, at Det hemmelighedsfulde selskab ikke kræver noget af sin læser. Man må til stadighed selv arbejde med, for at få det fulde udbytte af serien. Fx nævnes Mina Murrays forbindelse til grev Dracula aldrig direkte. Man må selv stykke karakterens identitet sammen ud fra de små hentydninger, som forfatteren og tegneren lader falde: vi får fortalt, at hun er blevet "voldført af en udlænding", hun bærer historien igennem et tørklæde om halsen (for at skjule vampyrens bid) og så fremdeles. Vi skal i det følgende se nærmere på gruppens fem medlemmer, og give et kort rids af deres oprindelse.

genindsat sit pigenavn. Hvad er der sket i perioden der skiller romanens begivenheder fra tegneseriens? Svaret blæser i vinden og Moore spiller bevidst på læserens videbegærlighed og ønske om at få uddybet kendskabet til figuren.

Allan Quatermain
Også Allan Quatermain har undergået noget af en forvandling siden sin første optræden i H. Rider Haggards Kong Salomons miner (1885). Quatermain er i de flestes bevidsthed prototypen på den pluskæbede, kaukasiske helt, der iført tropehjelm og machete trodser utallige farer og hugger sig dybt ind i Afrika af ren og skær eventyrlyst. Det er dog så som så med heltemodet, da Quatermain dukker op for første gang i Det hemmelighedsfulde selskab. Her er han reduceret til et opiumsrygende vrag, der kun langsomt finder tilbage til sit tidligere så handlekraftige selv.
At Quatermain ikke udelukkende er sindbilledet på Den store hvide Jæger, men af en mere sammensat natur, fremgår faktisk af forlægget. I Kong Salomons miner beskriver han sig selv som "en frygtsom mand, med en afsmag for vold," der efterhånden er ved at være træt af eventyr. At han i det hele taget er mere følsom end de fleste af tidens storvildtjægere, kommer til udtryk i hans modvilje mod udtrykket "nigger" og det faktum, at "jeg har dræbt mange mænd i min tid, men har aldrig slået ihjel umotiveret eller sølet min hånd i uskyldigt blod, kun i selvforsvar."
Henry Rider Haggard levede selv i sin ungdom adskillige år i Afrika og var urokkelig i sin loyalitet overfor det britiske imperium. Dog var han aldrig blind for de problemer, der var forbundet med kultur-imperialismen - i slutningen af Kong Salomons miner begrænser han derfor Quatermains indblanden i lokale stammeforhold til et par velmente råd om at overholde loven og aldrig at dræbe uskyldige. Herefter forlader han dem, for at de kan fortsætte deres eget liv. Alan Moore opretholder fint denne balance mellem det meget britiske og det alment menneskelige, der gennemsyrer Quatermains karakter.

Doktor Jekyll / Mr. Hyde
Robert Louis Stevensons banebrydende roman om menneskets dobbelte natur, Dr. Jekyll og Mr. Hyde (1886), er fortællingen om en læge, der er "Hæderligheden selv, tilmed et Stykke af en Berømthed" og "en af dem, der efter alles mening udretter en mængde godt." Hvad alle imidlertid ikke er klar over er, at den samme læge ved hjælp af en drik får frigjort sine drifters jeg, og fuldstændig blottet for moral og almen medmenneskelighed turer rundt i byen om natten og spreder død og ødelæggelse. En øjenvidneberetning i Stevensons roman lyder således: "Jeg har aldrig mødt et menneske der i den grad bød mig instinktivt imod, uden at jeg rigtigt kan gøre mig rede for, hvad det skyldes. Det er, som om han er vanskabt på en eller anden måde. Han giver en et hæsligt indtryk af misdannethed, skønt jeg ikke kan definere dig nærmere, hvad det er hos ham, der fremkalder den følelse i mig. Han er bare i enhver henseende afskyvækkende at se på."
I Det hemmelighedsfulde selskab behøver Jekyll ikke længere at indtage sin famøse drik for at undergå forvandlingen; Hyde dukker af sig selv op til overfladen, når hans mindre potente alter ego udsættes for stress. Desuden er monsteret her langt større end manden; hos Stevenson er Hyde "ikke stort højere end en dværg." At d'herrers indbyrdes størrelsesforhold står i misforhold til de af Stevenson dikterede, forklares af Moores Hyde således: "Siden dengang er jeg vokset helt uhæmmet, mens han er svundet ind til det bare ingenting. Det er såre klart. For uden mig har Jekyll ingen drifter - og uden ham, har jeg ingen begrænsninger."
Jekylls skyggeside beskrives desuden som "en mand, der var fuldstændig kemisk fri for nåde og barmhjertighed." På trods af, at han hos Moore så langt har fået overtaget, er Hyde - sandsynligvis for overhovedet at kunne interagere med gruppens andre medlemmer - til lejligheden blevet udstyret med en snert af medmenneskelighed.

Kaptajn Nemo
At Moore har taget sig den frihed at ændre på eksisterende figurers karakterer, undskyldes til en vis grad af det faktum, at de oprindelige ophavsmænd ind imellem selv har sået tvivl om disses personlighed. I tilfældet Kaptajn Nemo er der en markant forskel på, hvad man får at vide om figuren i første instans, og hvad Jules Verne siden hen hæfter på sin kreation.
Nemo optræder for første gang i En verdensomsejling under havet (1869), hvor han fremstilles som en misantropisk enspænder, der nærer et dybtfølt had til alt, hvad der befinder sig oven vande: "Jeg er ikke det, De kalder et civiliseret menneske. Jeg har brudt med hele samfundet, af grunde som jeg alene har ret til at vurdere. Jeg adlyder altså ikke dets love, og jeg opfordrer Dem til aldrig at påberåbe dem sådanne overfor mig," truer han fortælleren, professor Arronnax. Præcis hvor Nemos indædte had til den på landjorden etablerede samfundsorden har sit udspring, forbliver dog en gåde for såvel fortælleren som læseren.
Kaptajn Nemo og hans besætnings nationalitet får også stå hen i det uvisse: "Der er noget sydlandsk over dem," vurderer fortælleren, "Men om de er spaniere, tyrkere, arabere eller indere, det tillader deres fysiske type mig ikke at afgøre." Det er først i Den hemmelighedsfulde ø (1874), at Nemos brændende had får retning og ræson: Nemo er i virkeligheden den indiske prins Dakkar, der som tolv-årig af sin fader blev sendt til Europa for at uddanne sig, og dermed stå bedre rustet i et eventuelt oprør mod den britiske kolonimagt i Indien.
Kaptajn Nemo er en af 1800-tallets mest uudgrundelige litterære figurer. Fåmælt, dyster og stolt bliver han Det hemmelighedsfulde selskabs revolutionære patriark, der fra sin plads ombord på undervandsbåden Nautilus, fører sin egen private krig mod det britiske overherredømme - altid nærende "den samme mistillid, vild, uforsonlig, til det menneskelige samfund!" Men "når det kommer til stykket, skal man så hade den mand eller beundre ham? Er han et offer eller en bøddel?"

Den usynlige mand
Mange forfattere i anden halvdel af det 19. århundrede var som nævnt dybt optagede af fremskridtet indenfor teknologi og videnskab. At medaljen kunne have en bagside, lå dem imidlertid også på sinde. En regulær arketype i den viktorianske litteratur bliver derfor den gale videnskabsmand; en person, der bruger sin lærdom og sine landvindinger til egne slette formål. En sådan er Doktor Griffin i H. G. Wells' Den usynlige mand (1897).
Som ung kemiker undersøger Griffin "lysets brydning i forskellige stoffer," et arbejde, der munder ud i opfindelsen af en teknik, der kan gøre ethvert levende væsen usynligt: "Mine lemmer blev glasagtige, knoglerne og blodårerne fortonede sig og svandt, og endelig blev de små, hvide nerver borte. Jeg skar tænder men holdt ud til enden (...) Jeg var usynlig og var kun lige begyndt at forstå, hvilke usædvanlige muligheder min usynlighed rummede. Min hjerne arbejdede allerede med planer til alt det vilde og vidunderlige, jeg nu ustraffet kunne gøre."
Da vi første gang støder på den usynlige mand i Det hemmelighedsfulde selskab, forlyster han sig blandt unge kvinder, som er anbragt på "Frøken Rosa B. Cootes Forbedringsakademi for Stivsindede Frøkener". Frøken Coote - og mange af hendes elever - er til lejligheden gravet frem fra mere eller mindre obskure erotiske værker af sadomasochistisk tilsnit, som var så populære i viktoriatidens bornerte England. Moore fremstiller ham som en oppotunistisk charlatan, der langt hen ad vejen kun deltager i aktionen for egen vindings skyld. Inderst inde er han stadig optaget af at få etableret det "rædselsherredømme," han allerede havde i støbeskeen hos Wells.

Den gule fare
Fu Manchu så dagens lys for første gang i historien The Zayat Kiss i magasinet The Story Teller fra oktober 1912, og dukkede siden op i en lang række bøger helt frem til 1959. Manden bag var den irske forfatter Sax Rohmer (egl. Arthur Henry Ward), der fremstillede Fu Manchu som den skinbarlige satan, helt i tråd med Viktoria-tidens billede af den gule fare. At Rohmer iøvrigt ikke delte dette syn på kinesere, gav han udtryk for i et essay fra 1938. Her skriver han bl.a.: "Jeg har stor respekt for kineserne. Som nation er de i besiddelse af noget uhåndgribeligt; en ligevægt, som jeg nogen gange tror vi er i færd med at miste."
Idéen om den gule fare opstod i kølvandet på den kinesiske bokseropstand i år 1900, hvor grupperingen Retfærdighedens og Enighedens Knytnæver manede til folkeligt oprør mod den europæiske - og især britiske - imperialisme og udbytning, med massehenrettelser og udvisninger af ikke-indfødte til følge. Opstanden blev slået ned året efter, men billedet af den kinesiske befolkning som værende aggressiv og ekspansionistisk (!) havde brændt sig fast i den vesterlandske bevidsthed.
Rohmers første bog om Fu Manchu, The Insidious Fu Manchu (1913) udkom herhjemme i 1930 under titlen De gule Skygger. Her finder man den klassiske beskrivelse af den infernalske doktor: "Forestil Dem en Mand, der er høj, mager, kattesmidig, bredskuldret, har en Pande som Shakespeare og et Ansigt som den onde selv, med glatbarberet Isse og lange, smalle, magnetiske, grønne Øjne. Iklæd ham den orientalske Races hele Snedighed, giv ham al den Kundskab, som Fortidens og Nutidens Videnskab raader over, giv ham en rig Regerings Pengemidler - og saa har De et Fantasibillede af Dr. Fu Manchu, den gule Fare i een Person!"
Som så mange andre transkulturelle ikoner er Fu Manchu at betragte som et opkog af vandrehistorier med en snært af historisk autenticitet. Sikkert er det i hvert fald, at The Limehouse - det område hvor Fu Manchu opererer i Det hemmelighedsfulde selskab - indtil første verdenskrig var en yderst lyssky del af London, som var underlagt asiatisk selvjustits.
Populærlitteraturen er rig på geniale forbrydere med et altfavnende netværk af organiseret kriminalitet under sig. Moriarty er ét eksempel, Guy Booths Dr. Nikola og Souvestre-brødrenes Fantômas er andre. Når Moore netop vælger Fu Manchu som gruppens første modstander, er det imidlertid ikke tilfældigt. For under overfladen rummer Det hemmelighedsfulde selskab en dyb kritik af Viktoria-tidens værdier - værdier, der til en vis grad stadig holdes i hævd af de engelske højrefløjspolitikere, som Alan Moore foragter så dybt:
"Man finder en god portion racisme i viktoriansk fiktion. Og kikker man på araberne i det første kapitel af Det hemmelighedsfulde selskab og kineserne i tredje kapitel, så er de fremstillet på samme måde. Det var det, vi ville. Vi snakker jo ikke om rigtige arabere eller rigtige kinesere. Jeg går ud fra, at der er dem, der ville anklage mig for at svælge i sådanne elementer under dække af postmodernismen, og de ville sikkert have ret. Men jeg tror ikke at disse historier skaber en dårlig atmosfære. Det er de britiske attituder der bliver udstillet, snarere end det, der har måttet ligge under for disse attituder. Det der gør det skægt, er absurditeten i den viktorianske vision - hele denne idé om et overlegent Storbritanien, der skulle beherske hele verden."

2 x M
Gennem hele Alan Moores forfatterskab sættes der spørgsmålstegn ved autoritære instanser; magtstrukturer granskes og kun sjældent er de, hvad de foregiver at være. Således også i Det hemmelighedsfulde selskab, hvor den britiske efterretningstjenestes formålsparagraffer vejrer for vinden, alt efter hvem, der gemmer sig bag den øverste instans' initial M. I løbet af fortællingen beklædes topposten i MI5 af to karakterer, der ganske vist er hentet fra samme fiktions-univers, men som næppe kunne være mere forskellige.
M kommer i første omgang til at stå for Moriarty. Hos Arthur Conan Doyle er han Sherlock Holmes' ærkefjende, omend ikke engang Watson nogensinde har hørt om ham. I historien Det afsluttende problem fra 1893 beskriver Holmes ham således: "Han er forbrydelsens Napoleon, Watson. Han er anstifter af halvdelen af de ugerninger, der begås i denne store by, og af næsten alle dem, der forbliver uopklarede. Han er et geni, en videnskabsmand, en abstrakt tænker - med en første klasses hjerne (...) Dette menneske strækker sine fangarme ud over hele London, og alligevel har ingen nogen sinde hørt tale om ham. Det er dette, der gør ham til en topfigur i forbrydelsens annaler."
Det er altså denne mand, der i Moores univers trækker i den britiske efterretningstjenestes tråde, og Holmes har således mere ret, end han selv er klar over, i det følgende ræsonnement: "Gennem mange år har jeg bestandig haft en tydelig fornemmelse af, at der stod en eller anden magt bag den enkelte misdæder, en eller anden skjult og stærkt organiseret magt, som ved enhver lejlighed stillede sig hindrende i vejen for loven og skærmede forbryderen med sit skjold."
Ved fortællingens slutning er det Mycroft Holmes, Sherlocks syv år ældre bror, der gemmer sig bag navnet M. Conan Doyle skriver ham ind i Holmes-universet i fortællingen Den græske tolk fra 1893, hvor Watson beskriver ham således: "Mycroft Holmes var meget større og sværere end sin broder Sherlock. (...) Hans øjne, der var af en ejendommelig lys, vandgrå farve, syntes hele tiden at beholde dette fraværende indadvendte blik, som jeg kun havde iagttaget hos Sherlock, når han anstrengte sine evner til det yderste."
Da Sherlock Holmes forsikrer Doktor Watson om, at Mycroft fuldt ud kan måle sig med ham selv, ja, at hans talenter på visse punkter endog overstiger hans egne, må den gode doktor da også spørge sig selv: "Hvis der virkelig fandtes én mand til i England med slige mærkelige evner, hvordan kunne det så gå til, at hverken politiet eller offentligheden havde hørt tale om ham?"
Conan Doyle lader os vide, at Mycroft er særdeles godt kendt "inden for sin egen kreds." Han er medlem af Diogenes-klubben, "den besynderligste klub i London." Denne klub kunne vel være en til lejligheden skabt variation over Frimurer-logen, som Conan Doyle selv havde en kortlivet og såre misforstået flirt med. Moore tager denne oplysning og bruger til sine egne formål: han lader både Moriarty og Mycroft være logebrødre, og får således insinueret, at frimurerne kunne have fremelsket og varetaget en del af den britiske efterretningstjeneste efter eget forgodtbefindende.

Om pasticher
En pastiche er et værk, der skriver sig ind i forlængelse af et andet, allerede eksisterende. Som oftest er persongalleri, miljø og fortællestil forsøgt bevaret i forhold til originalen, men plottet former sig gerne som en fortsættelse eller udbygning af det etablerede fiktions-univers. Pasticher over populære skikkelser fra 1800-tallets litteratur er ingenlunde ny. Faktisk leverede allerede Jules Verne en sådan, da han i 1895 i Le Sphinx de Glaces broderede videre på Edgar Allan Poes The Narrative of Arthur Gordon Pym fra 1838.
Ikke overraskende er det dog Sherlock Holmes, der uden sammenligning har tiltrukket sig den største opmærksomhed hos andre og senere forfattere. Det kan ikke undre. I Arthur Conan Doyles historier lader fortælleren Doktor Watson gang på gang læseren vide, at der er et hav af Holmes' oplevelser, som endnu ikke har fundet vej til hans pen. Sådanne antydninger er med til at forstærke forventningens glæde hos læseren, og give en fornemmelse af, at man læser sig ind i et univers, der stadigt ekspanderer udad og peger såvel frem som tilbage.
Moore benytter sig i Det hemmelighedsfulde selskab af nøjagtigt samme taktik: På gruppens base, der befinder sig et sted under det britiske Nationalmuseum, gemmes der på utallige klenodier hentet fra fiktionens verden: en buste af Münchhausen, et skelet af en af giganterne fra Gullivers rejse til Brobdingnab, etc. Hvordan disse klenodier er kommet til veje, for stå hen i det uvisse, men Moore lader en forundret Mina Harker studere et skilderi, der bl.a. afbilder Gulliver, Den røde pimpernel, Fanny Hill og Den sidste mohikaner! Er der her tale om en tidligere inkarnation af gruppen? Man må vente på svar, lige som man måtte vente på Watsons fortælling om Kæmperotten fra Sumatra.
Trods Moores uomtvistelige geni, kan idéen om at sammenskrive forskellige litterære løbebaner ikke tilskrives ham. Talrige af de ovenfor nævnte Sherlock Holmes-pasticher tager afsæt i miljøer og tidspunkter hentet fra andre fiktionsverdener. Således har den gode detektiv været en tur i Oz, deltaget i Klodernes kamp og krydset baner med såvel Dracula som Fu Manchu. Og sådanne cross overs fortsætter med at komme i en lind strøm.

andre fantaster fra 9 til 99 kan godt begynde at glæde sig.

Artiklen blev første gang bragt i tidsskriftet Strip! nr. 23, september 2003