hotelværelset, ville det mistænkelige indtryk være blevet
yderligere bekræftet.
Monsieur Legrin, som han kaldte sig (han hed sikkert noget ganske andet),
sad ofte og puslede med disse sære ting på sit værelse.
Først og fremmest var der en mængde avisudklip, omhandlende
en bekendt parisisk forretningsmands forsvinden eller rettere sagt selvmord.
Desuden et utal af papirer, forretningsbreve, dokumenter og lignende.
Og hvis hotelpigen havde kunnet se noget, når hun forsøgte
at kigge gennem nøglehullet, ville hun have opdaget, at monsieur
Legrin ikke undså sig ved at læse andre folks breve. Den mystiske
håndtaske indeholdt desuden en del smalle glasplader, nogle flasker
med kemikalier og - hvad der var det værste - et komplet sæt
værktøj af den slags, som drevne indbrudstyve anvender. Det
var kun godt, at denne Legrin kun blev kort tid i Würzlithal. Han
hørte ikke til den slags gæster, som Byen brød sig
om at huse alt for længe.
Værten i "Hotel Helvetia" blev helt glad, da den mystiske
fremmede pludselig forlangte sin regning, og han blev helt lettet, da
betalingen blev erlagt uden vrøvl. Endnu efter at kufferten var
pakket, sad monsieur Legrin længe og så på nogle fotografier
- billeder af en ældre, glatraget mand - en mand, der så træt
og tidligt ældet ud, men som trods alt havde en mærkelig lighed
med den elskelige monsieur Menard.
Da hotelpigen kom ind, lagde han hurtigt billederne
sammen og puttede dem i inderlommen med et lille suk. Han gik ikke den
lige vej til banen, men slog først et slag ind på "Café
Schlucka" for at få et sidste parti skak med monsieur Menard.
"Det gør mig virkelig ondt, at De rejser," sagde den
gamle mand. "De er en fortrinlig skakspiller, selvom De ikke kan
måle Dem med postmesteren. Jeg har ellers ikke mange jævnbyrdige
modspillere her i byen."
"Længes De aldrig tilbage til Frankrig?"
"Nej - aldrig."
"Det er dog Deres fædreland."
"Jeg føler mig helt hjemme her, og jeg ønsker mig ikke
andre steder hen," svarede Monsieur Menard kort.
"Når jeg nu kommer tilbage til Paris - er der så ikke
noget, jeg skal udrette for Dem? - Er der ikke nogen, jeg skal hilse?"
"Nej Tak - der er ikke nogen, De skal hilse."
"Har De ingen familie eller pårørende i Frankrig?"
"Nej, monsieur, jeg har ingen familie eller pårørende
- de er alle døde."
"Nå, ja, ja - så farvel monsieur - Menard - og tak for
den tid, vi var sammen."
"De skal selv have tak. Jeg vil savne Dem. Farvel og god rejse, monsieur
Legrin!"
Men monsieur Menard savnede sikkert ikke den fremmede. Han var tværtimod
lettet over, at han rejste. Han havde ingen slægtninge - ingen tilknytningspunkter
med Frankrig. Han tilhørte helt den lille by, hvor han havde valgt
at ende sine dage. Han var helt lykkelig ved sin rolige, regelmæssige
tilværelse her.
"Nå, monsieur! Fik De så noget ud
af Deres lille rejse til Schweiz?" Inspektør Bressards Stemme
klang lidt ironisk.
"Nej, monsieur. De havde ret - det var et vildspor." Legrin
så usikkert på sin Chef.
"Tænkte det nok! Også den berømte mesterdetektiv
kan for en gangs skyld tage fejl."
Legrin trak på skuldrene og smilede lidt gnavent. Så trak
han sig tilbage til sit lille, uhyggelige Kontor i politikommissariatets
bygning, hvor en række indviklede sager lå og ventede på
ham. Den lille håndkuffert havde han med, og han gennemgik endnu
engang de mange udklip og papirer. Endnu engang repeterede han hele sagen,
og efterhånden, som han gennemlæste de enkelte papirer, lod
han dem forsvinde i den store, gammeldags kakkelovn. Langsomt krøllede
brevene sig sammen, før de hvirvledes op af flammerne og forvandledes
til aske.
"Et Vildspor ..." Legrin smilede, mens han gentog inspektørens
ord. - Nej, det var intet vildspor - det var et ualmindeligt smukt stykke
arbejde. Men politiets opgave var ikke at skabe forbrydere - det skulle
beskytte samfundet mod dets fjender. Her drejede det sig imidlertid ikke
om en samfundsfjende - ikke om noget forbryderisk element. Monsieur Menard,
som han altså nu kaldte sig, ville aldrig gøre en kat fortræd
- men det kunne en bureaukrat som inspektør Bressard aldrig forstå.
Så hellere indrømme, at han havde "taget fejl"
- Legrin skar en grimasse - han hadede det udtryk - "tage fejl".
Og mens breve og fotografier, avisudklip og forretningspapirer lidt efter
lidt gik op i luer, gennemgik Legrin i tankerne sagen.
For 1 1/2 år siden var en parisisk forretningsmand
forsvundet. Der var tilsyneladende ingen tvivl om, at han var druknet.
Spørgsmålet var blot, om der kunne være tale om selvmord
eller om der forelå et ulykkestilfælde. Det var af hensyn
til livsforsikringen, at spørgsmålet var blevet rejst, og
det blev Legrin, der skulde undersøge omstændighederne nærmere.
Det var ved Bretagnes kyst, at Monsieur Bernhard forsvandt. Man fandt
hans tøj og briller i badehuset. Man kunne følge hans fodspor
ud til vandkanten, men ikke tilbage igen. - men liget fandt man aldrig.
Der var desuden følgende ejendommelige omstændigheder: 1)
Monsieur Bernhard deltog ikke ofte i badelivet. Han havde en hjertesygdom
og tålte ikke godt den pludselige overgang fra den varme sandstrand
til de kolde bølger. Han indskrænkede sig derfor som regel
til at tage solbad med sin familie. 2) Den dag, han forsvandt, havde det
netop været ret stormfuldt vejr, hvor kun meget få badegæster
overhovedet vovede sig ud.
Det var disse ting, der fik forsikringsselskabet til at forlange en nærmere
undersøgelse, inden det udbetalte livsforsikringen, der i tilfælde
af selvmord ikke skulde udbetales. Det første Legrin konstaterede
var den ejendommelige måde, familien modtog meddelelsen om Bernhards
død. Den første, der fik det at vide, var hans ældste
datter, Anette.
"Han må jo ikke være rigtig klog, at gå ud og bade
alene i det vejr," var alt, hvad hun ytrede.
"Hvor meget tror du, vi kommer til at arve?" var de ord, hvormed
svigersønnen modtog sørgebudskabet. Og hvad monsieur Bernhards
frue angik, så var hendes første ord, da hun hørte
om mandens død:
"Hvor var det nu, han plejede at gemme policen?"
Kort sagt, monsieur Bernhards familie lod ikke til at tage sig hans død
særlig nær. Og de nærmere oplysninger, Legrin fik gennem
forskellige afhøringer, bekræftede, at familien nærmest
betragtede ham som et nødvendigt onde.
Yderligere konstaterede Legrin, at Bernhard havde været en lille
beskeden købmand, der ved utrættelig flid efterhånden
havde fået en ikke ubetydelig forretning og samlet sig en solid
formue. Hans snobbede familie havde åbenbart gjort livet til et
helvede for den jævne lille mand, og der var således en ikke
ringe sandsynlighed for, at han havde berøvet sig selv Livet. Men
noget bestemt lod sig ikke bevise, og forsikringsselskabet måtte
omsider bekvemme sig til at udbetale den sum, som Bernhard i over 20 år
havde betalt ind på. Og dermed var sagen for så vidt afsluttet.
Nogle hundrede tusinde francs fandtes i obligationer. 25.000 indestod
på bankbøger, og ca. 5.000 fandtes i kontanter i hans pengeskab.
Tilsyneladende havde han haft den pinligste orden i sine sager, og hans
familie kom ikke til at lide nød ved hans bortgang.
Det, der vakte Legrins mistanke var den kendsgerning, som han ved et tilfælde
opdagede, at monsieur Bernhard uden at nogen vidste det, havde lejet en
bankboks i en pariserbank. Bankbestyreren kunne ikke oplyse, hvad der
havde været opbevaret i denne boks, som Bernhard havde haft i de
sidste fem år. Han kunne kun komme med den højst mærkelige
oplysning, at boksens indhold - en forseglet pakke - var blevet afhentet
af et bud med Bernhards egenhændig skrevne fuldmagt, og at den var
afhentet dagen efter hans forsvinden.
Blandt Paris' 20.000 bybude var det ikke vanskeligt for ham - gennem en
annonce i dagspressen - at finde ham, der havde afhentet pakken i banken.
Derved fik han på samme tid adressen på et lille billigt hotel,
hvor pakken var bragt hen, og gennem værtinden fik han yderligere
oplysninger om en "ubarberet Mand", der havde tilbragt 14 dage
i hotellet, anmeldt på sedlen under navnet "Menard".
Derefter undersøgelser på paskontoret, hvilke pas, der var
udleveret i den betræffende periode. I protokollen stod ved det
pas, som var udleveret til Maurice Menard, ordet "dåbsattest"
ved rubrikken: legitimation.
Denne sidste opdagelse var vigtig. Den gav Legrin ret til at anholde Bernhard.
Der forelå ganske vist ikke pasforfalskning, men der var ganske
sikkert på paskontoret blevet præsenteret en falsk dåbsattest,
hvor Bernhard var blevet forandret til Menard.
En forespørgsel ved de forskellige grænsestationer gav hurtigt
svar på spørgsmålet om, hvor og hvornår Maurice
Menard havde passeret grænsen, og pegede på Schweiz som det
sandsynligste opholdssted for den eftersøgte.
Ak ja. Også i Schweiz har tilrejsende og hotelværter tilmeldelsespligt.
Et lille kort telegram til det schweiziske statspoliti var nok til at
få den forsvundne lokaliseret, og Legrin satte sig veltilfreds i
toget for personligt at hilse på den afdøde monsieur Bernhard
og nulevende monsieur Menard.
Og alligevel traf han ikke den, han søgte. Han havde ventet en
oversmart forretningsmand, der på grund af et kærlighedseventyr
eller finansielle manipulationer havde anset det for opportunt at forsvinde.
Og i stedet for traf han en lille gammel herre. En stilfærdig lille
mand, der endelig havde fået fred. Denne flittige stræbsomme
mand, der var mishandlet af sin familie, der blev "opdraget"
og irettesat af sine børn, hvis hustru ved meddelelsen om hans
død kun tænkte på forsikringspolicen. Her var ikke
tale om nogen forbryder, der for vindings skyld havde udtænkt et
forsvindingsnummer. Det var en jaget mand, som i fortvivlelse havde grebet
til denne udvej - den sidste, inden selvmord.
For første gang i
et langt flittigt liv kunne han trække vejret. - For første
gang kunne han i fred dyrke sine små interesser - kunne spille sit
kære skak med andre gamle herrer. - For første gang kunne
han føre et liv inden for de faste rammer, som bestemte vaner giver.
Han, der havde måttet fare landet rundt med sin familie - fra badested
til badested.
Nej - her var ingen opgave for Legrin. Detektiven skal finde forbrydere
- ikke skabe dem. Han skal beskytte folk - ikke forfølge dem.
Stille smilte den berømte opdager mens han et for et lod de mange
papirer forsvinde i ovnen. Smilede og tænkte på inspektørens
ord om "for en gangs skyld at tage fejl".
Og han tilstod for sig selv, at inspektør Bressard havde ret -
denne gang havde han taget fejl - ikke af sit spor, men af det menneske,
han jagede.
|
