"Hvad skal man gøre for at vinde?"
"Først skal du fortælle hvad dit yndlingsdyr er."
"Jeg kan ikke lide dyr."
"Jamen ..."
"Jeg kan heller ikke lide konkurrencer. Jeg vinder aldrig noget."
"Du har en god chance for at vinde denneher."
Han så på hende. "Hvor god?"
"Det kan jeg da ikke sige."
"Jeg tænkte det nok." Han begyndte at gå videre.
Hun sukkede højt. "Jeg har stået her i to timer, og der har ikke været andre deltagere endnu. Nævn nu bare et dyr."
Lasse tænkte sig om. "En … kat, måske."
"Okay. Så skal du synge det nyeste hit med Pet Shop Boys som en kat."
"Hvad mener du?"
"Sådan: 'Mjau-mjau - mjau mjau mjau.' Det kan du vel godt, ikke?" Hun tændte for båndoptageren.
Lasse følte sig som et æg der blev pustet ud, da han stirrede ned i mikrofonen. Han begyndte at svede og hans tunge klæbede til ganen.
"Det er da den mest åndssvage konkurrence, jeg nogensinde har hørt om."
"Jeg ved det." Hun smilede og slog ud med hånden. "Men gør det nu bare."
Hun begyndte pludselig at fnise. Lasse kom til at grine med. Bagefter stod de et stykke tid og kiggede forlegent på hinanden, som to der lige har mødt hinanden på en blind date.
"Jo før du starter, jo hurtigere er det overstået."
Lasse mjavede det iørefaldende omkvæd.
Hun nikkede og fik ham til at prøve igen, og denne gang som et andet dyr.
Og én gang til.
Efter fem minutter svedte han som en saunagæst.
Endelig var hun tilfreds, og slukkede for båndoptageren.
Da han havde givet hende sit navn, adresse og telefonnummer, og fortumlet bevægede sig videre ned ad Strøget, gik han som på puder af luft. Han følte, at han havde foretaget en lettere grænseoverskridende handling.
Som et dæmpet primalskrig.

"Typisk. Hun har narret mig," mumlede han efter at have lyttet til radiostationen i et par timer. Han opgav at forudse tidspunktet for sin debut i æteren, og lod bare apparatet være tændt.
Rolf fra Rillen ringede, og spurgte om han var syg. Lasse havde glemt, at han skulle have været nede og købe plader.
"Jeg venter på at høre mig selv i radioen. Selv om det nok bare var fup."
Rolf lød som om han sugede på en cigaret.
"Er du begyndt at ryge igen?"
"Den er ikke tændt. Hvilken station?"
Lasse nævnte radiostationens navn. Rolf fnøs i telefonrøret.
"Hvis jeg må sige noget?"
"Ja?"
"Så kan du lige så godt hælde tjære i ørerne."
"Jamen, jeg er med i en konkurrence. Jeg vinder sikkert ingenting, men …"
"Du skulle hellere komme ned i butikken. Jeg har fået en plade ind med Associates, en CD-genudgivelse af 'Fourth drawer down', deres opsamlingsplade fra '82. Vidste du iøvrigt, at Alan Rankine fra Associates også har produceret for Cocteau Twins på maxi'en 'Peppermint pig'? Du er jo til Cocteau Twins."
Lasse lovede at komme forbi en af dagene.
Der begyndte at dukke radiospots op, som annon-cerede, at den store Pet Shop Boys-konkurrence ville finde sted et par dage senere. En nedtælling byggede spændingen op, og fredag eftermiddag blev de forskellige dyreimitationer præsenteret af en DJ Dennis, med friske bemærkninger som: "Ham her er totalt langt ude", "Dyrk lige denne her" og "Wauuw, en virkelig vild abe!". Underlægningsmusikken var en hektisk, dunkende rytme.
Lasse genkendte alle dyrestemmerne som sine egne, og følte sig som en deltager i et quizz-show, hvor svarene var blevet udleveret på forhånd.
"Tillykke til Lasse fra Vesterbro, du har vundet en weekend i New York med alt betalt og et helt privat backstagemøde med Pet Shop Boys, hvad siger du SÅ?"
Lasse rakte fjernbetjeningen frem og slukkede.

Han overvejede hvor meget der kunne gå galt på en transatlantisk ruteflyvning.
Udover de indlysende katastrofeårsager: brand, metaltræthed, lynnedslag, eksplosion, luftkollision, dekompression, afrevne rorflader, brændstofmangel, kortslutning i vitale elektroniske kredsløb og inkom-petente eller alkoholiserede piloter - altsammen noget, der helt sikkert ville føre til øjeblikkelig ned-styrtning - måtte man også overveje flykapring, sammenstød på jorden, tekniske fejl, uvarslede magnetiske storme, stressnedbrudte flyveledere og - måske mindre sandsynligt - raketangreb.
Endelig kunne han selv komme for sent, en mulighed, han også betragtede som en udvej, hvis modet skulle svigte ham i sidste øjeblik. Lasse havde aldrig prøvet at flyve, men det var indlysende at overlevelseschancerne ved flystyrt var mindre end ved nogen anden form for persontransportulykker.
En uge før afrejsen modtog han et brev med billet og rejseplan fra pladeselskabet, der arrangerede turen. Et par dage senere ringede radioreporteren fra Strøget. Hun præsenterede sig som Sophia.
"Hvorfor sagde du ikke, at præmien var en rejse, Sophia?"
"Du vil måske ikke med?"
"Det vil jeg vel." Hans krop føltes som en sæk myrer.
"Vi skal mødes i lufthavnen en halv time før check-in. Jeanne fra pladeselskabet sagde, vi skulle se efter et stort, gulerodsfarvet hår."
"Jeg ved det."
"Hvor ved du det fra?"
"Det står i rejseplanen."
Han pakkede, pakkede ud og pakkede igen.
Han bestemte sig flere gange til at ringe og sige, at han var blevet syg og desværre ikke kunne rejse. Men den sidste søvnløse nat resignerede han og afgjorde med sig selv, at skulle han dø nu, var der intet han kunne gøre. I det mindste ville han være nogenlunde sikker på en hurtig død i et fly, i modsætning til et tog eller en bus, hvor man kunne ligge flere timer i vraget og forbløde, mens man studerede sine egne tarme eller den pumpende stump, der engang havde været éns lårben.

Det store gulerodsfarvede hår viste sig at tilhøre en kvinde i mindst lige så farvestrålende slasketøj. Jeanne fra pladeselskabet stod med en aura af irritation omkring sig, midt i travlheden på afgangs-hallens marmorgulv. Hun talte demonstrativt højt til Sophia, der blot nikkede til svar.
Mens Lasse nærmede sig, kunne han høre Jeanne forklare, at den slags arrangementer, hvor fans blev fløjet til et eksotisk sted for at møde deres idoler, gik under navnet 'Meet 'n' greet'. Tilbudet til medarbejderne om at rejse med, var pladeselskaber-nes måde at kompensere for den lave løn.
"Nej, det er ikke for pengenes skyld, man er i pladebranchen," sagde Jeanne og rystede på hovedet, mens hun krydsede Lasse af på sin liste. Kort efter dukkede en træt journalist fra et ungdomsblad op. Han var den sidste, og det lille selskab begav sig over mod check-in skrankerne.
Stik mod forventning var flyveturen fuldstændig begivenhedsløs. Ingen mørke mænd med overskæg sprang op og viftede passagerene om næserne med Uzi'er, intet tydede på at flyet ville løbe tør for brændstof midt ude over atlanterhavet, og der udbrød ikke en eksplosionsagtig brand i køkkenet under tilberedningen af de tørre grå flager, der gik under betegnelsen "oksehøjreb" i flightmenuen. Lasse følte sig forvirret og skuffet, som en katolik der har regnet med at komme i helvede, men i stedet bliver genfødt.

Den enorme masse af stål og glas strakte sig tilsyneladende uendeligt mod gaden. Lasse lænede sig mod rækværket, i håb om at kunne se ud over kanten, ned i hovedet på de bittesmå væsener der myldrede afsted 417 meter under ham. I stedet stirrede han på et betongulv fire meter længere nede; en svalegang der gik hele vejen rundt om bygningens top, for at forhindre alle andre end de allermest stålsatte selvmordere i at springe ud. Han rettede i stedet blikket mod Frihedsgudinden, der svævede i en solspejling midt i Upper New York Bay med sin fakkel strakt mod himlen.
Han tilbragte flere timer på toppen af World Trade Centers sydtårn. Han vandrede langsomt rundt med den ene hånd på rækværket, stoppede op for at studere Battery Park, en lille klat grønt på Manhattans sydspids. Brooklyn Bridge strakte sig majestætisk over floden. Hele øen lå under ham, skoven af børskvarterets høje kontorbygninger faldt jævnt ved Soho's og Lower East Sides beboelsesejendomme, og byens profil steg igen, der hvor Empire State Building, Rockefeller Center og Chryslerbygningen kastede deres skygger mod Central Park. På den anden side af Hudsonfloden lettede flyene langsomt og lydløst fra Newark lufthavnen.
New York var afgjort en by der gjorde sig bedst på afstand, tænkte Lasse, da han senere banede sig vej gennem den travle mængde på fortovet, mens himlen langsomt blev mørkeblå og lysene blev tændt i vinduerne over ham. Hernede var der møgbeskidt overalt, husfacaderne så slidte og triste ud og for-tovene var revnede og ujævne, som krakeleret jord i en ørken. Bumserne begyndte at indrette sig for natten i deres papkassehjem langs nedgangene til subway'en. Gadesælgerne bidrog til den almindelige larm med gennemtrængende stemmer, der vidnede om mange års øvelse i at overdøve trafikken. Lasse satte farten op og så på sit ur. Han havde undervurderet afstanden tilbage til hotellet.
Der var tyve minutter til de skulle mødes og efter planen begive sig i bus til koncertsalen. Han prøvede at praje en taxa, men det gik op for ham, at han faktisk bevægede sig hurtigere end trafikken. Han begyndte at løbe.
Han nåede frem ti minutter for sent. Jeanne bandede og rystede på hovedet. Journalisten fra ungdomsbladet gloede surt. Minibussen, der virkede alt for stor til de fire mennesker, svingede ud i trafikken på Eighth Avenue og sneglede sig frem.
"Det skal du ikke tage så tungt. Der er ikke ret langt," sagde Sophia og klappede Lasses hånd, mens han prøvede at få vejret.
Efter at have siddet fast i Manhattans myldretidstrafik i tre kvarter, ankom de til koncertsalen, et ombygget teater fra århundredeskiftet. De blev ført ind i et rum på fem gange tre meter, der allerede var fyldt godt op med en gruppe på ti sydamerikanere.
Lasse blev stående indenfor døren.
Han havde i de sidste par dage haft masser af tid til at forestille sig, hvordan mødet med popduoen ville forløbe: de ville hilse høfligt på ham, og han ville komplimentere dem med den glimrende nye plade, deres bedste i mange år. De ville smile og spørge hvor længe han havde kunnet lide deres musik. Lasse ville svare, at han egentlig ikke var fan, og de ville betro ham at det beroligede dem; fans kunne være så anstrengende, til tider direkte livsfarlige. Lasse ville smile overbærende, hvorefter de alle ville drikke champagne af højstilkede glas og føre intelligente samtaler, indtil duoen skulle på scenen og tilbød deres nye ven at følge koncerten fra en plads i kulissen. På intet tidspunkt i disse fantasier havde der optrådt en flok larmende, skubbende og masende brasilianere.
Snart efter indfandt en større busfuld af japanere sig. Og få minutter senere en gruppe fra Tyskland. Rummet var pludselig pakket fra væg til væg og temperaturen steg. Alle var spændte som muse-fælder.
Omsider blev de nu omkring 70 mennesker ledt ned ad trapper og gennem gange til et større lokale, hvor der var stillet forfriskninger frem. En projektør på toppen af et tv-kamera blev tændt. En meget tynd sydamerikaner med helikopter-håndled talte højt med en gennemtrængende fistelstemme. Det trak op til uro i den fjerneste ende af lokalet. Folk rykkede sammen og strakte hals. Larmen steg.
Mængden bevægede sig langsomt rundt, som en selvstændig, levende organisme. Arme fandt vej ud af væsenets ryg, med CD-plader og maxisingler af vinyl. Vandfaste tuschpenne blev afsikret. Den sydamerikanske tv-speakers stemme steg til en hvinen. En tyk tysker tørrede sin pande og besvimede uden varsel, til sikkerhedsfolkenes store irritation.
Pludselig stod en halvskaldet mand med topmave foran Lasse. Han smilede og hilste, hans håndtryk var som et franskbrød uden skorpe. Bag ham dukkede en anden mand op, med kasketskyggen langt nede i panden og hænderne i bukselommerne.
Efter forgæves at have prøvet at slippe udenom Lasse et par gange, trykkede manden med kasketten hurtigt hans fremstrakte hånd og fulgte efter den halvskaldede ud af lokalet. Så var seancen forbi, folk spredtes igen i små grupper.
"Hvordan føles det at have trykket hånd med Neil Tennant og Chris Lowe fra Pet Shop Boys?" Lasse fik igen Sophias mikrofon stukket op i ansigtet. Ved siden af hende stod den trætte journalist med en tændt diktafon.
"Var det Pet Shop Boys, de to dér?" spurgte Lasse. "De ser helt anderledes ud på deres pladeomslag."
Journalisten himlede med øjnene og trykkede på stop-knappen.
"Ja, det var dem," sagde Sophia. "Hvordan føles det at have hilst på sine idoler?"
Lasse rømmede sig. "Nu er det jo ikke ligefrem mine idoler, men …"
Han gik i stå, da Sophia også slukkede sin båndoptager.
"Lasse, du må gerne virke lidt mere begejstret."
Journalisten fra ungdomsbladet fjernede sig nu hovedrystende med en bemærkning om, at han sgu bare selv ville finde på noget.
"Begejstret?"
"Gentag efter mig: Det var fantastisk. Det var heelt vildt! Det var det fedeste øjeblik i mit liv!"
Lasse gentog.
"Ja, og så med overbevisning."
Hun startede båndoptageren og spurgte igen:"Lasse, hvordan føles det at have mødt sine idoler?"

Kort efter sad de i koncertsalen, som var propfuld af mænd i læderbukser og stramme T-shirts. Folk hang ud over balkonerne i spændt forventning. Få minutter før koncerten begyndte, ankom et lille selskab på en enlig balkon, som sikkerhedsvagter i sort tøj og solbriller havde holdt fri for almindelige dødelige. Alle i salen rejste sig og klappede, som når dronningen entrer sin loge i Det Kongelige Teater. En tyk lille mand med briller hilste og bukkede, før han satte sig.
"Det er Elton John," hviskede Sophia.
Da musikken startede, var den først kun en dunkende rytme. Et tusindstemmigt jubelhyl hævede sig mod det stuksmykkede loft. Gulvet gav sig under de taktfaste støvletramp. En computeranimation af Neil Tennants ansigt blev projiceret op på fortæppet i et inferno af farver og mønstre, og begyndte at snurre rundt om sig selv, mens det sang:

For your own good call me tonight.
Don't you think you should call me tonight?
Life isn't easy so why don't you stay
With the lover you need and not the devil you pay?
For your own good call me tonight.

Hele det første nummer blev spillet med fortæppet nede. Da det endelig gled op, så man to mænd med bizarre, strithårede parykker, runde solbriller og stribede kimonoer.
"Nu ligner de sig selv," sagde Lasse.

Der var afterparty på et discotek, som ifølge Jeanne hed Studio 54, og var blevet genåbnet kun for denne aften.
Lasse banede sig vej i den tætpakkede foyer mellem storbarmede mænd med daggamle skægstubbe i ansigtet og fladbrystede kvinder med buler i skridtet under de stramme kjoler. Larmen var øredøvende, og Lasse nåede hurtigt at drikke sig alt for fuld i meget stærke drinks, der kostede en formue.
I en lille boks over dansegulvet skiftede en svedende DJ mellem Donna Summer, Kool & The Gang og Gloria Gaynor. Dekadencen drev ned ad væggene. Hvis det da ikke var fortættet kondens fra alle de dansende kroppe. Lasse overvejede, om der havde været andet end alkohol i de dyre drinks.
Det gik op for ham, at man havde helle så længe man befandt sig blandt bordene på gulvet. Bevægede man sig udenfor dette område, blev man straks trukket ud på dansegulvet af muskuløse mænd i læderbukser. Den store tysker, der var besvimet tidligere, så ud som om han gerne ville falde om igen, men ikke turde, fastklemt som han var mellem to mænd, der begge dansede kinddans med ham. Sophia og Jeanne stod i sikkerhed bag det forreste bord og så på, da den sydamerikanske tv-speaker prøvede at kysse sin kameramand og indkasserede én på skrinet. Sophia fik øje på Lasse, der stod og nikkede i takt til musikken.
"Fed DJ, ikke?"
"Ja, Disco er godt. Men jeg er nu mere vild med firsermusik."
"Nåda." Sophia vinkede til en eller anden.
"Ja, musik fra firserne har noget særligt over sig. De tidlige trommemaskiners papkasselyd er så charmerende. Og den tørre, helt specielle klang af de første synthesizere."
Sophia studerede ham nøje. "Så popmusik er ikke bare popmusik?"
"Nej, har du ikke lagt mærke til, hvordan dance-bølgen har reduceret popmusik til omkvæd? Hvad er der blevet af versene? Det er i virkeligheden der, alt det spændende sker."
"Hvordan det?"
"Tag nu Kim Wildes 'Kids in America'. Omkvædet er: 'We're the Kids in America, We're the Kids in America, Everybody lives for the music-go-round.' Det lyder jo meget uskyldigt, ikke?"
Sophia trak på skuldrene og smilede. Hun var vist heller ikke helt ædru.
"Forkert. For i versene synger Wilde om ensomhed og depressioner. Et samfund i forfald. Et liv uden indhold, hvor kun kærligheden til musikken giver en smule mening. Meget popmusik fra firserne havde et budskab."
"Jeg hørte den slags musik, da jeg var teenager. Du kan da ikke have været ret gammel dengang?"
"Nej, men … Jeg har hørt det senere. Og … nutids-musik er i hvert fald noget lort."
"Gælder det også Pet Shop Boys?"
"Nej, de er jo …"
"Firser-vrag?"
"Netop."
De nikkede og smilede til hinanden.
Pludselig sagde Sophia: "Vi kan snakke videre på mit værelse, når vi kommer tilbage til hotellet."
"Øh. Nå."
Hun lænede sig usikkert mod ham, så hendes ene bryst strejfede hans overarm.
"Min mand slår mig," sagde hun.
Lasse stivnede.
"Aldrig hvor det kan ses. Men lige nu har jeg to bøjede ribben og et forstuvet håndled." Hun trak sit ærme op og viste ham bandagen.
"Det er da … træls."
"Du har ret," sukkede hun.
Da hun gik ud for at hente drinks, flygtede han.
Han banede sig vej op ad trappen til balkonen, men her spærrede en stor neger vejen for ham, og forlangte at se et VIP-kort. Bag hans brede ryg kunne Lasse se halvnøgne mænd, der dansede og hældte champagne ud over hinanden. På et lille rundt bord stod en sølvbakke med en kegle af hvidt pulver.
Inden Lasse listede ud på gaden for at gå de ti blokke tilbage til hotellet, nåede han at se Jeanne danse med Chris Lowe, som havde taget hænderne op af lommerne. Hans solbrilleblik scannede mylderet i diskoteket, mens Jeanne vred sig foran ham.
Næste dag, i flyveren på vej tilbage til København, gjorde Lasse status. Den korte weekend havde givet ham et glimt af en verden, som han ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig fandtes i virkeligheden. Han havde en fornemmelse af, at han havde levet en andens liv i de sidste tre dage. Og det var bestemt en fornemmelse, han kunne lide.
Da han kom hjem, købte han sin første synthesizer.


Besøg popbandet Glows hjemmeside:
www.glowsongs.dk