"Det der går forud" - jeg var simpelthen tvunget til at undersøge alle aspekter af tegneseriehåndværket, når jeg stødte på dem. Men processen blev i øvrigt kickstartet af, at jeg læste en tegneserieudgave af Paul Austers roman "City of Glass" ["By af glas"], som gjorde et meget stærkt indtryk på mig. Med enkle og traditionelle tegneserievirkemidler fortalte den en medrivende historie om nogle ekstremt komplicerede ting, som f.eks. sprogets opståen og forholdet mellem fiktion og virkelighed. Jeg havde på det tidspunkt tænkt en del over både hvilken type form og indhold, det for mig ville være passende at arbejde med, og var så småt kommet frem til noget, der lidt mindede om det jeg så i "City of Glass" - altså tegneserien. Den overbeviste mig på stedet om, at det måtte være i den retning, jeg også skulle gå.
Fatale tilfældigheder
Hvordan greb du historien an tematisk? Hvad ville du fortælle med den?
Øh, historien er først og fremmest ikke opstået af sig selv. Den har udviklet og justeret sig i forhold til de mere formmæssige aspekter af tegneserien, forstået på den måde, at form og indhold helst skulle væves så tæt sammen, så de ikke kunne adskilles - selvom processen naturligvis var opdelt i faser: Manuskriptskrivning, layout, rentegning og så videre.
Men da jeg besluttede mig for at lave et tegneseriealbum, havde jeg to vage ideer, som hele albummet er bygget på. Den ene ting var hukommelsestabet, som jeg synes var spændende i sig selv, fordi man kan koble mange idéer på det, både på et konkret og symbolsk plan, ligesom at hukommelses-tab ikke er en ingrediens, der nødvendigvis knytter sig til en bestemt genre. Den anden idé var dobbeltgængermotivet, som i sidste ende kom til at spille en meget mindre, men naturligvis yderst central rolle i albummet.
Jeg ved ikke om jeg har lyst til - eller burde! - fortælle om hvad jeg "vil" med albummet. Det er jo en fortælling, der involverer læseren i et vist omfang, og derfor føler jeg at min egen personlige facitliste ville risikere at komme til at virke for styrende for potentielle læseres oplevelse af albummet. Men jeg kan da i det mindste henvise til bagsideteksten, øhm.. "En tegneserie om opdragelse og manipulation, forældresvigt og fatale tilfældigheder"... 'nuff said!
Det var nu heller ikke så meget en facitliste, jeg var på udkig efter, men snarere dine tanker mht. at levere/strukturere de temaer, du ville behandle i serien. Hvad stiller man op, når man beslutter at koge livets store spørgsmål ned på en serie på knap 80 sider og så samtidig ønsker at eksperimentere med en bred vifte af fortælletekniske virkemidler?
Man holder tungen lige i munden! Arj, man får et fuld-stændigt afklaret forhold til hvilke ting, man prioriterer højest. Det er indlysende meget vigtigt, når man har mange bolde i luften på en gang. For mit vedkommende var det historien, snarere end f.eks. udforskningen af visse temaer, hvis man altså kan adskille tingene så firkantet. Eller med andre ord; jeg gik mere efter "pageturner"-effekten, end de mere filosofiske aspekter, hvorfor jeg blandt andet besluttede at holde mængden af tekst så meget nede som overhovedet muligt. Samtidig er det naturligvis klart, at jeg ønskede at undgå, at nogle valg eller prioriteringer fik for store konsekvenser for andet stof. Det er sikkert også derfor at den blev på 80 sider, hvilket er 10-15 sider mere, end jeg havde forestillet mig. Men når du i øvrigt siger "koge ned", så har du helt ret. Det er mange ting at have på så lidt plads, forløbene bliver unægteligt noget referat-agtige. Men hvad gør man så? Så opbygger man selvfølgelig bare sin tegneserie som et referat, eller nærmere bestemt, som erindringer og dagbogsfragmenter...
Eksperimenter, konventioner og klichéer
Du eksperimenterer en del med det formmæssige - du har allerede nævnt andetsteds, hvorledes både billeder og tekst fortættes mere og mere jo længere historien når, og jo mere af sin glemte fortid hovedpersonen Mesmer får afdækket. Men det er nærmest som om du prøver noget nyt på hver side - der er (ret mange) sider, der eksperimenter med billedbeskæring, andre der afprøver en slags 2D-mosaikeffekt (diskoteksscenen) for at opnå en virkning af forvirring og der benyttes mange ledemotiver - særligt i form af de fragmenter, Mesmer kan genkalde sig. Kan du forklare lidt om de valg, du har foretaget i denne retning? Og hvordan synes du alt denne formale eksperimenteren går i spænd med en så tætpakket fortælling?
Jaja, der er mange formmæssige idéer på spil, og det er der garanteret nogen, som ikke kan lide. Jeg kan naturligvis mægtigt godt lide den slags, men jeg vil gerne understrege, at jeg ikke betragter mig selv som en "formalist" på den firkantede måde. Noget der interesserer mig meget ved tegneserie-mediet, er at der efterhånden er udviklet en kæmpepalet af fortælletekniske tegn, altså fartstriber, talebobler osv., som de fleste læsende mennesker fuldstændigt uproblematisk kan aflæse. Men ofte bliver disse enkle teknikker brugt til at fortælle enkle historier, selv om de er fuldstændig ligeså velegenede til mere komplicerede historier, som "City of Glass". Og det er det, jeg har forsøgt at gøre i "Det der går forud". Nu vil jeg naturligvis igen undgå at gøre mig til dommer over min egen tegneserie, men noget jeg flere gange hører fra folk, som har læst albummet, er at "det er godt fortalt". Taget dens "tætpakkethed" i betragtning, så tror jeg faktisk at det netop er f.eks. de markante billedbeskæringer og den meget tydelige brug af de dér traditionelle fortælletekniske effekter, der skaber flowet i fortællingen. Ledemotiverne - ravkæden med myggen, Mesmers ene erindring om papirer, der flyver væk - prøver jeg også at bruge som "pageturner"-effekt, som gåder man - i nogen grad - får svar på senere. Men generelt betragter jeg stort set alt det, du kalder formmæssig eksperimenteren som uløseligt forbundet med det, der konkret skal skildres. Der er meget få eksempler på eksperimenter for eksperimenternes skyld i "Det der går forud".
Noget, som man kan finde problematisk er den lidt didaktiske brug af symboler - der forekommer mange puslespilsbrikker, blanke sider, mure der bliver gennembrudt, osv. Hvorfor er du gået så hårdhændet til værks med en historie, der ellers spiller meget på nuancerne i skildringen af personerne og deres forhold til hinanden?
Jeg vil gerne påpege, at der er stor forskel på den måde symbolerne bruges. Og så er det jo samtidig en kendt sag, at grafiske symboler virker anderledes end f.eks. sproglige. De blanke sider er ikke nødvendigvis symbolske, det billede de indgår i er jo først og fremmest bare et vilkårligt erindringsglimt. Hvorimod puslespilsbrikkerne helt klart er af mere entydig, næsten klichéagtig symbolsk karakter; men jeg kunne ikke modstå fristelsen, både fordi der generelt er en del klichéer i albummet, og fordi puslespil er en rigtig hospitalsaktivitet, som både Mesmer (der bruger det som genoptræningsmiddel) og Petra (der bruger det som adspredelse) er optaget af, og det netop bliver den fællesnævner, der indledningsvis knytter dem sammen. Men nu forsøger du jo i øvrigt at få det til at lyde som om, at nuancerede personskildringer udelukker brug af symbolik, som om det er to modpoler, der kolliderer. Det er slet ikke min opfattelse. Faktisk mener jeg at symbolik er en af tegneseriens grundlæggende styrker. Forestil dig eksempelvis en enkel tegning af et neutralt ansigt. Tilføj så en dråbe, der flyver væk fra panden, og vupti! - ansigtet er nervøst. Men dråben er på ingen måde naturalistisk. Den er en karikeret overdrivelse, som først og fremmest netop er et grafisk symbol, der entydigt skal aflæses som "nervøsitet". Tegne-seriefigurer er og bliver idéer, der konstrueres ved hjælp af konventionaliserede grafiske symboler. Men derfor behøvede jeg naturligvis ikke at inddrage de der større, mere åbne symboler som mure, der vælter osv. Og her føler jeg endnu en gang en modvilje mod at "forklare" hensigter, men jeg vil på et lidt overordnet plan gerne pege på, at symbolerne bruges som en perspektivering af selve historien. Symbolerne er tiltænkt som en berigelse af den spinkle, lidt indadvendte historie, og jeg tror ikke, at det gør så meget at læseren ikke fanger selve betydningerne, det vigtige er fornemmelsen af en dybere klangbund, som forhåbentlig øger læserens interesse eller fascination.
Genrer og handling
En af de ting, der, som du selv nævner det, bliver spillet på, er diverse traditionelle genrer. Særligt noir-filmens konventioner tages i brug både mht. de elementer, der indgår i historien, og den måde den fortælles på, rent stilistisk. Men det er jo, som du også siger, en ret spinkel historie rent handlingsmæssigt - kan du sige noget om, hvorfor du benytter diverse genrekonventioner og i det hele taget hvorfor den traditionelle, fremadskridende handling er nedprioriteret?
Jeg synes absolut ikke selv, at den traditionelle, fremad-skridende handling er nedprioriteret. Fremadskridende handling er i mine øjne ikke bare konkret og fysisk. Udviklingen mellem to figurer er også fremadskridende handling, især hvis man tilrettelægger skildringen på en bestemt måde. Faktisk har jeg gjort mig mange anstrengelser for at bygge handlingen op, og endda gradvist intensivere den. Det er også en af grundende til, at jeg benytter forskellige genrekonventioner. Albummet er meget roligt i starten, hvor vægten er lagt på at skildre hovedpersonerne og deres problemer. Men som Mesmers dilemmaer vokser, og han bliver fortællingens egentlige hovedperson, begynder den meget neddæmpede handling at afløses af en mere handlingspræget, ikke mindst da journalisten gør sin entré. Derfra bliver albummet mere traditionelt handlingsorienteret, hvilket der er flere grunde til. Grundstrukturen i "Det der går forud" afspejler dels Mesmers egen udvikling, fra tomhed til mental overdosis, dels mit forsøg på at opbygge en effektiv dramaturgisk struktur. En af de meget konkrete grunde til at "Det der går forud" bliver genre-præget henimod slutningen er, at det var vigtigt at knytte nogle af de løse ender, sådan at den åbne slutning ikke blev et alt for stort antiklimaks for læseren. Og der passede noir- eller kriminalfilmens genrekonventioner godt, sådan med skurkens forklaring og så videre. Plus at noir-stilen passede godt til billed-stilen i fortællingens sidste trediedel, altså de meget detaljerige og overmættede billeder.
Det, jeg mente med en nedprioritering af den traditionelle handling er, at historiens virkelige handling i virkeligheden foregår i de stille, poetiske sekvenser mellem Mesmer og Petra og de dramatiske, men også mystiske, scener mellem Mesmer og Zimmermann. Der er ikke tale om en handlekraftig hovedperson, og det meste af det elementære fortælleforløb synes at foregå uafhængigt af personernes ageren. Zimmermann er her undtaget, men han er hele tiden to skridt foran læseren og meget uforståelig, indtil man lærer hans planer at kende. Det jeg vil spørge om, er denne mangel på umiddelbar forståelig handling - de mange løse ender og den vidt åbne slutning lader utroligt meget være op til læseren - det man kan frygte er, at læserne ikke vil kunne indleve sig i skildringen af relationen mellem Mesmer og Petra, som jeg ser som det centrale - og stærkeste - aspekt af serien. Hvordan forholder du dig til denne problematik?
Nå, nu skruer vi bissen på, hva'? Men jeg spørger bare: Hvordan hænger din frygt for at læseren ikke oplever skildringen af Mesmer og Petras forhold pga. lutter løse ender og en åben slutning sammen med, at du erklærer at du selv finder at netop det aspekt er fortællingens stærkeste? Du er måske klogere end andre læsere, hmm?
Nææh, men jeg oplevede selv en vis rådvilde, da jeg læste serien for første gang - bød historien på ligeså meget som den lovede, eller lod den læseren i stikken? Som sagt er det for mig at se de poetiske scener, der er historiens stærke side - rent fortælleteknisk rummer den jo også en stor styrke (jeg ved ikke hvor meget man egentlig kan adskille de to ting, men alligevel...) - men de fungerer snarere som lidt uudgrundelige - og smukke - udsagn end som scener, der formidler noget tankevækkende i mere specifik forstand. Det, jeg prøver at sige er vel at seriens poetiske aspekter, der formidler uhåndgribelige følelser, muligvis er dens stærke side, hvorimod dens mere narrative "prosa"-del, altså den der skal sætte tankerne i gang, er svagere. Hvis du kan genkende denne betragtning, er dette så en bevidst prioritering? For nu at lyde rigtig plat, er der så mere til "føleren" end til "tænkeren" i "Det der går forud"?
Hmmmm... Jeg vil sige at det ikke er første gang, jeg hører nogen sige noget i den stil, men ikke desto mindre føler jeg selv, at det er en lidt firkantet analyse. Husk på at det er noget "narrativt", der sætter det "poetiske" i gang, om man så må sige. Og selv om jeg naturligvis synes, at det er en ærlig sag at sætte pris på det ene frem for det andet, så tror jeg at det ville have været frustrerende læsning, om jeg havde fortsat den mere subtile og "poetiske" stil gennem hele fortællingen. For overhovedet at lokke nogen til at læse en historie, skal der naturligvis være en konflikt af en eller anden art, og det er der også i "Det der går forud". Den åbne slutning, og åbenheden i fortællingen i det hele taget, har lige fra starten været en ufravigelig grundidé, men hvis man i forhold til en forhåbentlig større læserskare skal slippe afsted med sådan noget, så kræver det simpelthen nogle svar. "Skurkens forklaring til sidst"-modellen var oplagt, både fordi det var en pladsbesparende løsning, samtidig med at den passede godt til hele den afsluttende sekvens, hvor alt bare bliver for meget, for både Mesmer og læseren. Eller for nu at sige det enkelt: Det ene hænger ubetinget sammen med det andet.
En sjældenhed
Under alle omstændigheder er der tale om en type tegneserie, vi kun sjældent har set i dansk sammenhæng uden for avisstribernes verden - en serie med litterære ambitioner. Har du hele tiden været besluttet om at lave netop en serie af den slags?
Tjah, jeg havde lyst til at lave en fortælling af den slags jeg godt selv kan lide, og selv om jeg har en fortid som superhelte-fan, så må jeg indrømme at det efterhånden er blevet umuligt for mig at åbne de hæfter... Hellboy og Sin City er min nedre grænse. På et tidspunkt opdagede jeg, at jeg havde meget nemmere ved at relatere til visse romaner og film end til de fleste tegneserier. Men der kommer jo en gang i mellem tegneserier med mod på mere, som f.eks. Will Eisners senere værker, "Maus" og den slags, tegneserier, der er så vellykkede, at man i den grad føler der er håb for tegneserien som over-legent udtryksmiddel. Men jeg vil nu også godt lige fastslå, at jeg ikke nødvendigvis synes, at den type tegneserier er bedre end de andre, eller sådan noget. Jeg ser altid med stor glæde frem til næste del af så forskellige serier som Bone, Blueberry og Akira. Men omvendt er der ingen tvivl om at jeg synes, at tegne-serien netop nu udvikler sig med nærmest skræmmende kraft i feltet blandt de mere modne og ambitiøse tegneserier, såsom Acme Novelty Library, "Safe Area Gorazde", "From Hell", Dan Clowes' ting og så videre.
Nu bryder jeg mig i øvrigt ikke særligt meget om betegnelsen "litterær". Den virker simpelthen afskrækkende, og i virkeligheden også kategoriserende på en måde, der antyder at sådanne tegneserier intet har med mere traditionelle tegne-serier at gøre. Og det har både "Det der går forud" og de fleste af dem, jeg nævnte lige før; de er proppet med bevidsthed om traditionelle fortælleteknikker og konventioner - i modsætning til f.eks. Bill Sienkiewicz og i nogle tilfælde Dave McKean, der i højere grad fokuserer på billedkunstneriske løsninger på narrative problemer - men de bruges i en helt anden sags tjeneste.
Din series beskaffenhed taget i betragtning, er der vel også et mere eller mindre intenderet "tegneseriepolitisk" sigte med den - i den forstand, at jeg formoder at du ikke ville have noget imod at den gik hen og dannede præcedens her i landet...
Næh, det har du ret i. Men hvis man vil vide mere om mine synspunkter på dansk tegneseriekultur i øvrigt, så er det nemmere, hvis man køber det dér andet tegneserietidsskrift, Rackham. I nummer to har jeg lavet en artikel i tegneserieform på 15 sider om tegneseriekulturen i Danmark, og det er der noget mere spas i end der er i "Det der går forud"...
Nårh ja, jeg erindrer et eller andet om at have læst den med et halvt øje på et tidspunkt. Så lad mig i stedet spørge dig om hvad du synes tegneserien kan, hvad er dens eksistensberettigelse?
En fremragende og ret unik egenskab ved disse nye tegne-serier er, at de giver et større rum for læseren, end tegneserier normalt gør. Der er flere ting læseren selv kan finde og fortolke efter forgodtbefindende. De har en dybde og et rum for refleksion, som i mangel af bedre tangerer romanens. Men samtidig er tegneserier som bekendt et visuelt medie, som på mange måder er mere beslægtet med film end med tekst. I dag dominerer levende billeder vores mediekultur, og fordi det tempo, billederne vises i, ikke er fastsat af beskueren, er det meget svært at opnå et reflekteret forhold til dem. Ligesom fotografier har billederne i en tegneserie den egenskab, at beskueren selv bestemmer hvad der skal kigges på, og i hvor lang tid, men i modsætning til fotografier er tegneserier narrative på en sekven-tiel måde - og det er det, der minder om film og tv - og her er der dermed en ret enestående mulighed for fordybelse og forståelse af hvordan billedfortællinger påvirker én. En ret betragtelig og, i mine øjne, fantastisk vigtig egenskab i vor tid.
|
